Tidslinje · En for Holdet
Metin Aydin (RV) var med til at stifte foreningen En for Holdet. Da han blev rådmand, indgik Sundhed og Omsorg en samarbejdsaftale om støtte på 200.000 kroner om året - med mulighed for forlængelse.
13. maj 2024
Metin Aydin deltager i foreningens stiftende generalforsamling og bliver valgt som bestyrelsessuppleant.
24. april 2025
Metin Aydin stopper som suppleant i En for Holdet. Han er fortsat medlem af foreningen.
2025 · Budgetforslag til 2026
Metin Aydin og Radikale Venstre foreslår, at kommunen yder økonomisk støtte til en deltidsstilling som projektleder i En for Holdet. Forslaget er stilet til alle andre magistratsafdelinger end Sundhed og Omsorg. Teknik og Miljø advarer mod forslaget, der ikke kommer med i budgetforliget.
»Det vurderes uhensigtsmæssigt at tilgodese én frivillig forening frem for det brede perspektiv, der kan omfavne flere tiltag«
Teknik og Miljøs vurdering af forslaget.
Kilde: Budgetforslaget og Teknik og Miljøs belysning.
26. november 2025
Sundheds- og Omsorgsudvalget får et oplæg om udmøntning af syv millioner kroner til samarbejde om bevægelse, fællesskaber og mindre ensomhed. En for Holdet nævnes ikke.
Sundhed og Omsorg henviser overfor avisen til dette oplæg som grundlaget for udmøntningen. Pengene til En for Holdet kommer fra denne pulje. Oplægget sker, før Metin Aydin bliver rådmand og nævner ikke En for Holdet.
Kilde: Oplæg til udvalget og Sundhed og Omsorgs oplysninger.
14. januar 2026
Metin Aydin skriver til sin forvaltning, at han ønsker En for Holdet løftet yderligere og forestiller sig finansiering på tværs af flere magistratsafdelinger.
»Jeg vil gerne at foreningen ”En for holdet” løftes yderligere, det vil jeg gerne drøfte nærmere med dig. Det koster selvfølgelig nogle penge«
Rådmanden beskriver mulige samarbejder med fem magistratsafdelinger, blandt andet om folkehuse, motion og fællesskaber.
Kilde: Aktindsigt
Januar–februar 2026
En for Holdet-leder Lisbeth Olesen er inviteret til rådmandens tiltrædelsesreception. Her kommer hun i snak med stabsleder Jakob Flou Kristensen, der inviterer til et møde om muligt samarbejde. De mødes 4. februar. Efter mødet skriver Jakob Flou Kristensen internt, at Lisbeth Olesen ønsker, at en samarbejdsaftale kan finansiere en 20-timersstilling.
Kilde: Aktindsigt
Februar–april 2026
Metin Aydin forsøger at få Børn og Unge samt Sociale Forhold og Beskæftigelse til at medfinansiere samarbejdet. Begge rådmænd afviser med henvisning til deres afdelingers pressede økonomi.
Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge, siger til avisen:
»Vi har valgt at prioritere vores kerneopgave og bruge pengene direkte på børnene.«
Michael Christensen (LA), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, siger:
»Jeg sagde nej pga. den økonomiske situation vi har med store besparelser«
Kilder: Mailkorrespondance, referat fra rådmandsmøde 20. april og rådmændenes svar til avisen.
28. april 2026
Jakob Flou Kristensen skriver til Metin Aydin, at rådmanden har godkendt oplægget til udmøntning af budgetmidlerne, og at Lisbeth Olesen er orienteret. Indholdet i selve samarbejdsaftalen skal nu aftales.
»Efter din godkendelse af oplægget til udmøntning af budgetmidlerne har jeg viderebragt nyheden til Lisbeth.«
Habilitetsvurderingen bliver bestilt en måned senere, den 28. maj.
Kilde: Aktindsigt
28. maj 2026
Sekretariatschef Klaus Bach Trads beder kommunens juridiske afdeling om en vurdering af Metin Aydins habilitet i forbindelse med støtten til foreningen.
»Metin er medlem af en forening, som han som rådmand gerne vil give midler til (...) De har på Metins opfordring henvendt sig (...) Sundhed og Omsorg ser det som en spændende og meningsfuld sag«
Sådan beskriver bestillingen rådmandens ønske om støtte til den forening, han er medlem af.
Kilde: Aktindsigt.
4. juni 2026
Jakob Flou Kristensen sender et udkast til Lisbeth Olesen. Foreningen melder efterfølgende tilbage, at bestyrelsen har godkendt aftalen, og at bestyrelsesleder Rolf Olsen skal underskrive.
26. juni 2026
Jura vurderer på det foreliggende grundlag, at Metin Aydin ikke er inhabil. Notatet behandler blandt andet hans erhvervsrelation til Rolf Olsen.
»I det omfang at MLA har et meget nært venskabsforhold til et eller flere af foreningens bestyrelsesmedlemmer, kan dette føre til, at MLA er inhabil i sagen«
Jura vurderer, at rådmanden og bestyrelseslederen har et venskabeligt forhold baseret på en professionel kontakt. Det er ikke nok til at erklære rådmanden inhabil. Er der tale om et nært privat venskab (middage og fødselsdage nævnes) er sagen en anden. Er rådmanden inhabil, kan hele forvaltningen være det, hvormed en anden forvaltning muligvis bør behandle sagen, lyder vurderingen.
Kilde: Udkast til habilitetsnotat, 26. juni 2026.
29. juni 2026
Forvaltningen går videre med aftalen efter en samtale med rådmanden. Samme formiddag oplyser foreningen, at bestyrelsesleder Rolf Olsen har trukket sig. Thomas Lund Hansen underskriver.
Kilde: Aktindsigt
1. juli 2026
En for Holdet skal modtage 200.000 kroner årligt i to år. Samarbejdet skal blandt andet skabe fællesskaber og bygge bro mellem generationer gennem 12 årlige skraldeindsamlinger ved de aarhusianske folkehuse.
Kilde: Den underskrevne samarbejdsaftale.
3. september 2026
Din Avis omtaler på baggrund af en pressemeddelelse, at Lisbeth Olesen er blevet ansat som daglig leder på halv tid i En for Holdet.